28.9.14

flettede drømme af regn
kønsløse ansigter i busserne
lyset daler hurtigt nu
forlader motorvejens
skelet

skovene har en slags
susende ligegyldighed
alle de hjernedøde rejsninger man når at røre ved
den ensomme smag af salt og
kød

har gemt mig i
tolv timers søvn i
kattehår og kolde lagner
der smyger sig om mig som en
tavs tilgivelse

vil mindst af alt give op men
det er så let at synke ind i kroppens
vand og hengive sig til internettets
døgnåbne
lyshav

dagen vender forkert
så vågner jeg midt i en aften med
en hals om alle ord og
huden som en stiv
frakke

1 kommentar